AKTUELT
FVM temadag den 22. marts 2023 på DTU, Lyngby
Fra idé til design (produktgrundlag)
– Metrologi i hele proceskæden (design, udvikling og produktion)
FVM vil i de næste fem temadage stille skarpt på hele proceskæden fra design af nye produkter til fremstillingen af dem, da der er mere og mere fokus fra virksomhedernes side på de kvalitetsmæssige og måletekniske elementer i denne kæde.
Vi vil på denne temadag samt de kommende fire temadage beskæftige os med de metoder, som i dag både nationalt og internationalt benyttes for at sikre kundetilfredsheden. Det hele starter med produktionsgrundlaget (tegning med videre) defineret med brugen af Geometriske Produktspecifikationer (GPS) videre til godkendelsen af 0-serie (pilotproduktion) og efterfølgende produktionsstart. Desuden vil vi på de fremtidige temadage omtale måleusikkerhed og brug af kapabilitetsindekser som metoder til at få styr på kvaliteten og forbedringsprocesserne.
En af metoderne til at fastlægge kravene fra design til godkendelse af produktionsprocesser og kvalitetsaktiviteter kan findes inden for automotive industrien, hvor de er beskrevet i de såkaldte APQP (Advanced Production Quality Planing) og den tilhørende PPAP (Part Production Approval Process). Temadagene vil handle om FVM’s forslag til, hvordan man kan tilpasse nogle af PPAP-værktøjerne til brug i sin egen virksomhed.
APQP er en struktureret fremgangsmåde til design af produkter og processer i form af et standardiseret sæt af kvalitetsstyringsprocedurer, som har gået sin sejrsgang inden for produktudvikling, siden FORD Motor Company lancerede metoden i starten af 1980’erne. Metoden består af et antal værktøjer og metoder, der forventes benyttet, hvis virksomheden skal leve op til kravene i ISO 9001, IATF 16949 eller lignende standarder eller supplerende kravspecifikationer.
Den grundlæggende ide med aktiviteterne er at sikre, at produktet lever op til kundens forventninger med hensyn til kvalitet og dermed gøre det muligt at tilfredsstille kundernes ønsker. Det primære mål med produktkvalitetsplanlægning er at lette kommunikation og samarbejde mellem designaktiviteter og dermed sikre, at kundens stemme (VOC) er klart forstået, og oversat til krav, tekniske specifikationer og udpegning af særlige vigtige egenskaber.
Serien af FVM-temadage vil ikke specielt behandle selve APQP, men vi sætter fokus på udnyttelse af værktøjer og metoder på en måde, som vi mener med fordel kan anvendes til at afbøde de risici, der er forbundet med konstruktion af det nye produkt og de nye produktionsprocesser.
Onsdag den 22. marts 2023
Danmarks Tekniske Universitet
Anker Engelunds Vej 101, lokale S01
2800 Lyngby
Send venligst din tilmelding til vores e-mailadresse: industriel@maaleteknik.dk senest mandag den 20 marts 2023. Vi glæder os til at se dig hos DTU.
» LÆS DET FULDE PROGRAM
» TILMELD DIG ONLINE